Min flugtrejse via åbent hav

Tran, Yen Hoang

 

(Intro: En autentisk historie fra en vietnamesisk bådflygtning. Yen var 12 år, da hun flygtede fra Vietnam, sammen med hendes storebror på 13 år.  Hun bor nu i Krefeld, Tyskland).

Jeg voksede op i Saigon i en familie med 9 søskende. Efter den 30. april (red. Vietnam-krigen sluttede) skulle min far bare møde op på politistationen, men blev i stedet for fængslet i mange år.

Min familie blev sendt til den nye økonomiske zone i næsten 2 år (red. uopdyrket landområde forbeholdt for familier med offentlig og militær ansættelse i den sydvietnamesiske regering efter Vietnam-krigen, som straf). Hverdagene var hårde, så min mor besluttede at forlade området, og komme tilbage til byen. De lokale myndigheder udstedte ikke husstandsregistrering (red. opholdstilladelse) for min familie, fordi min mor forlod den nye økonomiske zone på egen vilje. Min mor måtte løbe rundt for at skaffe en husstandsregistrering og et bosted, sådan at mine søskende og jeg kunne gå i skole.

Flugten på åbent hav, mødet med de moderne pirater (maj 1981)

Min mor solgte medicin for at skrabe penge sammen for at mine søskende og jeg kunne flygte fra landet. Til den første rejse, lod min mor mine tre søskende tage af sted, men det mislykkedes. Anden gang lod min mor min storesøster tage af sted med min mosters familie, og blev reddet af Tysklands Cap Anamur. De ankom til Tyskland i 1980. Et år senere sendte min mor min bror og mig på flugt til en bådejer i Can Tho, hvor vi blev sat af på en lille fiskerbåd med 89 personer.

Efter båden forlod havnen, fik vi uddelt drikkevand første dag. Anden dag var der ikke en dråbe tilbage. På det tidspunkt i maj måned, var solen stærk, og da båden havde intet tag, blev alle udmattede. Den overfyldte båd var for trang til at bevæge sig i. Selv en lille bevægelse resulterede i at jeg blev nevet.

På det tidspunkt, så jeg kun det store åbne hav. Jeg havde hjemve og bad om, at vi kunne blive opdaget og arresteret for at vende hjem (red. hvis de vietnamesiske kystvagter opdagede borgere som flygtede, ville borgerne blive ført tilbage til Vietnam og sat i fængsel). På båden var der en ung kvinde, der fik hallucinationer på grund af manglende vand. Nogen rakte en Guigoz dåse med vand, og alle tog en tår, men spyttede det ud igen, fordi det var havvand, det var meget saltet, jeg var ingen undtagelse.

På et tidspunkt var mange mennesker så udmattede, så da de så en ø, ville alle trække til lands der og gå på jagt efter mad og vand. En frivillig sprang ned og svømmede for at se situationen an først. Hvis det var okay, ville båden trække ind. Men nogen på båden så via en kikkert, at der var mange flyvrag på øen, så han gjorde tegn til den frivillige svømmer skulle ombord, for så at vende båden om og sejle bort. Så snart vi sejlet bort, hørte vi skyderier på begge sider af båden, men heldigvis undslap vores båd. Vi hørte, at det var øen til de røde khmerer.

Båden fortsatte med at sejle. Da der ikke var mere mad og vand, begyndte jeg og mange andre at få hallucinationer. Jeg genkendte ikke længere min bror. Da nogen hentede en vandmelonskal fra havet, gav de den til mig, og da jeg havde hallucinationer, troede jeg at jeg spiste guava.

Derefter var vi så heldige at møde en thailandsk fiskerbåd. De kastede rebet til os. Da bådene var kommet tæt på hinanden og bølgerne skyllede ud, faldt to mænd, af vores båd, i havet. Vi fik mad og drikke af dem. Hvis nogen havde guld, bad de om det. Næste morgen vendte de flaget om og sagde, at de ikke var et thailandsk skib, men cambodjanske, derfor fik de ikke lov til at komme ind i thailandske farvande og bad os at gå tilbage til vores lille båd igen.

Båden fortsatte med at sejle. Da alle var udmattede, så vi pludselig flagrende både i det fjerne. Vi var så glade, at mange mennesker tog deres tøj af og råbte S.O.S. Lige efter dukkede 4-5 skibe op, de nærmede sig og omringede vores båd i midten. Deres bådregistreringsnumre blev tildækket, af ​​frygt for, at vi ville se dem og sagsøge dem. Men nogle af os så dem og skrev numrene ned.

Jeg så dem, muskuløse, sorte, nøgne mænd, kun iført undertøj, meget ondskabsfuld, sprang på os og trak kvinder ind til deres både. På et tidspunkt så jeg mange piger løbe til motoren og smurte olie ind på deres ansigter. Jeg tænkte, hvorfor ville de gøre dem så beskidte. Senere forstod jeg, at pigerne gjorde det, for at gøre sig grim, og undgik at blive fanget af pirater. En pige, der led af kraftige hallucinationer, blev også taget til fange, men alle sagde, at hun var ved at dø, så piraterne lod hende være. Jeg tror, at både hende og jeg var heldige. En fyr bad mig om at rejse mig op og vendte sig om for at sige noget til en dreng som var med på hans båd. Drengen var ca. 13-14 år gammel. Han rystede på hovedet, jeg forstod ikke, hvad han mente og ville på det tidspunkt, da han rystede på hovedet, at han ikke ville lade mig komme på sit skib.

Når jeg tænker tilbage på min heldige skæbne, takker jeg Gud, Buddha og drengen, hans lave alder og hans uskyld har reddet mig, og jeg tænker at han må have en godsindet sjæl. Piraterne tog med sig otte kvinde og stjal alt guld. Før de tog afsted, tog de også vores bådmotor. Da båden ikke havde en motor, svævede den bare i åbent hav.

På den fjerde dag, mødte vi en anden fiskerbåd. De lod os komme op på deres båd, mens to personer holdt vagt med to spyd af frygt for vold. De vidste, at vores skib lige var blevet kapret af et andet pirattogt.

 

Flygtningelejr

Vi blev ført til Laem Ngop flygtningelejr (red. Thailand). Jeg kunne huske, da båden ankom til øen, havde vi ikke kræfter til at stige af båden. Alle svimlede som fulde mænd, i 4 dage på havet uden mad eller drikke. Ved ankomsten til lejren, gik nogle der kunne tale engelsk til thailandsk politi og fortalte dem, at de så registreringsnumre til piratbådene. Samme aften sendte de thailandske politi efter de anmeldte, og tævede dem. Jeg hørte de voksne fortalte, at det thailandske politi og pirater havde arbejdet sammen. Der var en mand med et 2-årigt barn, hvis kone blev taget til fange af pirater, det stakkels barn græd fordi hun savnede sin mor.

Et par uger senere flyttede vi til Laem Sing-lejren, hvor der også var mange underlige historier. Når thailændere spillede deres thailandske nationalsang, og nogle vietnamesere i flygtningelejren ikke stod op ordentligt for at hilse på det thailandske flag, blev de straffet. En dag så jeg dem tvinge vietnamesiske mænd til at barbere deres hoveder, og holde røgelsespinde gående i en lang linje mod havet. Mændene skulle gå med foroverbøjet hoved, hvis de kiggede op uden tilladelse, ville det thailandske politi kaste sten efter dem. De der sneg sig ud af lejren for at arbejde og blev opdaget, beordrede de thailandske politi dem til at tage tøjet af og rulle rundt på grusvejen, indtil deres hud begyndte at bløde.

Nu, når jeg husker tilbage, forstår jeg stadig ikke, hvorfor de thailandske politi ikke kunne lide vietnamesere, mens laoter og cambodjaner også sneg sig ud for at sælge ris eller gå på arbejde, og de blev ikke straffet, kun vietnamesere.

Min mor sendte penge gennem bådejeren, men da hun også blev taget til fange af piraterne, havde min bror og jeg ingen penge at leve på eller sende breve hjem. Min daværende 13-årige bror var tidligere en uansvarlig dreng, men da han kom til øen, ændrede han sig fuldstændigt. Han tog mere ansvar, plukkede bambusskud og sneg nogle gange ud for at vaske op for thailændere. En gang sneg min bror sig ud for at arbejde, og fordi det var mørkt, faldt han ned på broen. Han blev syg og fik høj feber, men turde ikke gå til lægen. Han lå med feber i 3 dage, fordi der ikke var nogen medicin. På det tidspunkt græd jeg, fordi jeg var bange for, at min bror skulle dø. Heldigvis skånede gud mig, og han blev rask.

Da min bror arbejdede, og vi fik nogle penge, sendte vi brev til vores mor. Da vi blev overført til Transit Center-lejren, mødte vi nogle kvinder, som havde været fanger af pirater. Nogle af kvinderne fortalte mig, at efter piraterne havde voldtaget dem, kastede de dem ud i havet, men heldigvis for kvinderne så piraterne den thailandske politi patruljebåd. Piraterne hentede hurtigt kvinderne på båden igen, og læssede dem af på en øde ø. Kvinderne uden tøj eller tøjstykke til at dække deres kroppe, måtte holde hinanden i hænderne og gå op ad bjergskråningen, og en gang imellem ramte de faldende sten fra klipperene på dem.

Senere, mødte de nogle thailandske kvinder, de fik noget tøj af og blev ført til lejren. En af kvinderne, som blevet fanget af en pirat, havde en yngre bror, som faldt ned i havet. Hun var meget trist. Hver dag holdt hun mindeceremoni for ham med ris og håbede på, at han stadig ville være i live. Senere fandt hun en mand, der elskede hende, så jeg følte, at det gav hende trøst i livet. En 15-årige pige måtte hele tiden være på hospitalet, på grund af fysiske og psykiske lidelser. Når jeg tænker tilbage, bliver jeg ked af disse kvinder. Nu hvor de har bosat sig i USA, undrer jeg hvordan de har det?

Bådejeren mødte os og returnerede nogle penge, jeg ved ikke hvor meget, men nok for at min bror og jeg gik til en restaurant for at spise en skål med instant nudler hver. Jeg følte mig meget glad og lykkelig. Vi flyttede derefter til Pananis Khom-lejren for at tage til Tyskland. De 4 måneder på øen var vanskelige og elendige, men jeg havde også masser af gode minder. I lejren havde jeg mange jævnaldrende venner, men vi var heldigere end vores venner. Fordi vi rejste til Tyskland som mindreårige og uden forældre (minor), var vi kun i lejren i 4 måneder, mens de som skulle til USA måtte vente mere end 1 år. Den dag jeg forlod lejren, var jeg meget trist, fordi jeg skulle væk fra mine venner, mens min bror var meget glad.
Indvandring

Min bror og jeg ankom til Tyskland en eftermiddag i midten af ​​september, hvor det regnede tit og var koldt. Det fremmede land gjorde mig nedtrykt og gav enorm meget hjemve. Jeg savnede min mor, min storesøster, yngre søskende, mine venner samt min lærerinde.

Min mor var hjemme og savnede breve fra mig og min bror. Hun gik til en spåmand, og blev fortalt at min bror døde på havet. Det fik min mor til at græde og hun blev vegetar i en hel måned.

Mine tre søskende, som var under 18 og uden forældre, skulle bo hos en plejefamilie. Tre år senere søgte min storesøster familiesammenføring så hele familien kunne komme over.

Det var en rejse for at finde frihed, hvor folk havde betalt en høj pris. Jeg hørte senere, at de thailandske pirater kom fra Phuket, uvist om hvor mange af disse mennesker har fordærvet image til deres landsmænd i mit sind. Jeg takker alligevel den thailandske regering som har hjulpet mange vietnamesiske flygtninge som os, og takker Tyskland for at skabe muligheder for vores familie.

Nu er mine børn blevet voksne, og jeg vil have, at de skal forstå værdien af ​​den frihed, de har. Det er en risiko mellem livet og døden for dem, der besluttede sig at finde frihed, og blev reddet af tyskernes medmenneskelighed. Takket været det har mine børn en god fremtid i dag.

PS: Forhåbentlig kan jeg gennem denne artikel finde tilbage til mine medarbejdere fra den samme båd.

 

Oversat af Viettan i Danmark, april 2020, i forbindelse med 45 års minde efter Vietnam-krigen sluttede (30.04.1975)

Kilder: https://www.facebook.com/yenduykim/posts/2801822996539298